Havdyrene skriger i Sværdborg Kirke

Enestående kalkmalerier beskriver dommedag

Helvedes gab, blodregn, sammenstyrtede bygninger og ild der fortærer himmel og jord – er blot nogle af de dommedagstegn, den sjællandske 1400-tals kalkmaler Morten Maler og hans værksted dekorerede hvælvingerne med i Sværdborg Kirke.

Kalkmalerierne var tænkt som læring for menigheden, mens præsten prædikede, og Morten Maler lod ikke muligheden gå fra sig for, i typisk sengotisk stil, at udfylde hver flade med alt fra Jesu barndomshistorie og Kristi lidelseshistorie til den sjældne skildring af dommedag, der nok kunne skræmme beskuerne. Alle motiver i klare grønne, okker og gule farver står skarpt efter en restaurering af kalkmalerierne.

Knud Munck og dommedagstegnene.

Knud Munck, vikarierende præst, har lavet sit forarbejde og fundet kilder, der beskriver de 15 tegn på jordens undergang, som han, med tilbagelænet nakke, udpeger nogle af.
”Morten Maler har skildret, at alle gravene åbner sig ved dommedag, og de døde stiger op. De åbne grave går igen – og er malet på næsten samme måde alle steder,” siger Knud Munck, ”- og havet, der hæver sig højere end bjergene er jo også et uhyggeligt dommedagstegn.”

Nogle steder har maleren bragt lidt humor ind i sit værk, for eksempel hvor åbningen til helvede er malet som et åbent gab rundt om en udluftningskanal.

De åbne grave og helvedes gab.

Helt enestående udført af berømthed
”Det er faktisk lidt usædvanligt, at vi kender maleren,” forklarer Knud Munck.
”Det var ikke almindeligt, at mesteren signerede sine kalkmalerier, men Morten (eller Martin) Maler var en stor berømthed for sin tid og har dekoreret flere kirker. Sværdborg Kirke er dog uden tvivl et af mesterstykkerne.”

Kalkmalerierne med tegnene på verdens undergang er yderst bemærkelsesværdige og ganske enestående for en dansk kirke. Disse tegn er ellers kun billedliggjort ganske få steder i Europa.

Er dommedag nær?
De 15 tegn på dommedag – hvoraf det ikke er alle, man finder i Sværdborg Kirke – kan henføres til ”Thomas”, som måske er den samme som Apostlen Thomas.

Tegnene beskriver begivenhederne, som Thomas mente, at de vil udspille sig de sidste par uger før jordens undergang. Den apokalyptiske vision spredte sig i middelalderen over hele Europa og var inspiration for Morten Malers kalkmalerier.

Hvorfra Thomas fik sin inspiration til dommedagstegnene, vides ikke med sikkerhed. Men når man kigger godt efter på kalkmalerierne i Sværdborg Kirke, kunne det næsten tolkes som en forudsigelse af nogle af de klimakatastrofer, verden plages af i dag: fisk, der dør af iltsvind, skovbrande, oversvømmelser, storme og jordskælv.

Så måske beskriver Morten Malers kalkmalerier et tidligt bud på effekten af global opvarmning. Under alle omstændigheder er Sværdborg Kirkes hvælvinger et kig værd, men få det gjort inden jorden går under og bedst i kirkens åbningstid. □

Kalkmalerens fortolkning af dommedag: Havdyrene samler sig ved havoverfladen og skriger.
De 15 tegn på dommedag

1 Havet rejser sig op over bjergene.
2 Havet synker, så det ikke mere kan ses.
3 Vandet vender tilbage til dets oprindelig position.
4 Havdyrene samler sig ved havover-
fladen og skriger.
5 Vandet står i flammer med ildsluer fra øst til vest.
6 Planter og træer falder omkuld med dug og blod.
7 Jorden flækker i to dele.
8 Alle bygninger styrter sammen.
9 Stenene bekæmper hinanden.
10 Store jordskælv opstår.
11 Dale og bjerge jævnes ud.
12 Mennesker kommer frem fra deres skjul, men forstår ikke hinanden.
13 Stjernerne falder ned fra himlen.
14 De døde stiger op af gravene.
15 Ilden fortærer himmel, og jorden
brænder (mennesker dør).

Kilde: The Fifteen Signs, The Welsh Prose Version, af William Heist, 1944, s. 421.

www.4750kirkerne.dk

Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Efterår/Vinter 2024-25