Dojo og svævende svømmebad

Idrætshøjskole med asiatisk twist

På trods af, at højskolekonceptet er så enestående dansk og præget af Grundtvig, så mærker man alligevel det lette eksotiske drys, der er over Idrætshøjskolen Bosei midt i Faksingeskoven ved Præstø. Måske er det de sirligt klippede buske langs murene, fornemmelsen af pagodetage – og så alligevel ikke, de brede gange uden møblement eller skiltene hist og pist med japanske tegn, som vi udeforstående ikke kan læse. Det kan også være det japanske undervisningslokale, hvor unge højskolestuderende af forskellige nationaliteter småsludrer over de udleverede opgaver, siddende på puder ved lave borde i det smukke lokale fyldt med tradition.

Idrætshøjskolen Bosei ligger naturskønt i Faksingeskoven ved Even Sø.

Folkehøjskole med asiatisk twist
Bygningerne ved Even Sø var oprindeligt tuberkulosesanatorium. Stedet blev købt af en japansk universitetskæde, der istandsatte bygningerne for store millionbeløb i slut 1980’erne, hvor det var et af landets største, daværende byggeprojekter, og derefter brugte man stedet som japansk kostskole.

Højskolen er i dag tilbage på danske hænder som en flot istandsat folkehøjskole med et helt særligt, asiatisk twist. Her kan man komme på højskoleophold og lære japansk eller koreansk, og alle mulige slags kampsport dyrkes i de smukke dojoer, der blev bygget af de tidligere ejere, der absolut ikke gik ikke ned på kvalitet og æstetik.

”Fællesskabet, menneskelig forståelse, empati, nysgerrighed og rummelighed er nogle af de bærende søjler her på Bosei,” siger forstander Kenneth Retslov og fortsætter, ”- mange kommer her for idrætten og de gode faciliteter, og så finder man måske ud af, at man også gerne vil prøve noget mere, se lidt indad og finde frem til version 2.0 af sig selv. Måske vil man lære et nyt sprog, gå i dybden med e-sport og K-pop. Eller måske er det ski- & kulturrejsen til Japan eller det top-ratede MTB-spor med trail-center i Faksingeskoven, der trækker.”

Undervisning i det japanske lokale på Bosei.

For yngre voksne og dem, der er lidt videre…
Kenneth Retslov fortæller, at der er omkring 100 højskoleelever hvert halve år, hvoraf knap 20 procent er udlændinge, og derudover afholdes konferencer, møder og klubaktiviteter i højskolens lokaler.

”Vores elever er typisk yngre voksne,” fortæller Kenneth Retslov, ”- det vil sige, at de sætter egne regler og fx kan holde en fredagsbar og hygge sammen over en øl.” Forstanderen uddyber og fortæller, at højskolen i skoven jo ikke er en efterskole, men et sted for mennesker, der er lidt videre i livet.
”Faktisk så vil Bosei gerne udnytte faciliteterne endnu mere optimalt og ramme en tendens i tiden omkring tilbud til endnu flere aldersgrupper. Så i 2025 kommer vi i stor stil ud med ugekurser, der giver smagsprøver på, hvad den klassiske højskole tilbyder.”

Syng-Spis-Snak med lokale
Kenneth Retslov får hurtigt talt sig varm, når det gælder højskolekulturen og er også stærk fortaler for, at Bosei altid danner relationer med det nære lokalsamfund.

”Vores Syng-Spis-Snak arrangementer er virkelig populære i nabolaget,” fortæller han og er nødt til at stoppe op ved flyglet for at give en smagsprøve.

Forstanderen fortæller videre, at højskoleeleverne får mulighed for at ”smage på Præstø”, når de bliver sendt rundt til byens butikker, der gerne tilbyder smagsprøver. Og højskolens frivillig-
uge lægges hvert år i forbindelse med Fransk Forår, hvor højskoleeleverne hjælper lokalsamfundet med forskellige opgaver omkring forberedelser eller oprydning. Og i den omkringliggende have ved højskolen produceres grøntsager både til eget bord og til den nærliggende Michelin-restaurant Frederiksminde.

Det svævende svømmebassin i skoven
Carsten Petersen, der kalder sig Boseis marketing-ninja, fortæller begejstret om stedets ansatte, hvoraf der er tilknyttet i omegnen af 40, der alle ser det som en livsstil at arbejde på en højskole. Og så kommer han også ind på de mange helt særlige faciliteter, hvor især svømmehallen i skoven er kendt af mange i lokalområdet.
”Svømmehallen er helt unik,” siger han, ”- for de tidligere japanske ejere byggede et svævende svømmebassin, der er helt exceptionelt! Selv efter alle disse år har vi endnu ikke haft nogle utætheder, men skulle det ske på et tidspunkt, så vil det blive opdaget med det samme, fordi bassinet er hævet. Forestil jer besværet med et nedgravet svømmebassin, der er utæt og bare står og drypper vand.”

Forstander Kenneth Retslov forklarer, at svømmehallen i skoven er åben for offentligheden, og mange kommer her, fordi de sætter pris på de helt unikke omgivelser, hvor skoven spejler sig i svømmebassinets vand. Endnu et resultat af den japanske sans for detaljer, som kommer til brugernes store fornøjelse. □

Forstander Kenneth Retslov og marketingchef Carsten Petersen i svømmehallen i skoven.
Om Idrætshøjskolen Bosei

Bosei Idrætshøjskole har kampsportsundervisning i verdensklasse, og du kan lære at tale japansk eller koreansk, som kan praktiseres på halvårlige studierejser til Japan og Sydkorea.
Derudover er der skirejser, storbyrejser og friluftsture.
Der tilbydes også: Health & fitness, Friluftsliv, Vandsport, Boldspil, Politi eller Esport, samt pop-up fag.

www.bosei.dk

Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Efterår/Vinter 2024-25