En vinterklassiker
At kalde Æbleflæsk for en sydsjællandsk egnsret er måske lige besidderisk nok. Æbleflæsk har efter sigende oprindelse på Fyn, men der findes mange lokale varianter – og Æbleflæsk kandiderede oven i købet til at blive den danske nationalret. I virkeligheden kan man undres over, at der findes flere varianter af en ret med så få ingredienser, men sådan er det jo med mad. Det vækker store følelser, og retterne skal helst være præcis, som ”da jeg var barn”.

Nogle foretrækker retten i den variant, hvor røget spæk røres i æblemos. Andre har stærke holdninger til, om der skal bruges røget eller fersk flæsk, eller om bacon er fint. Og så er der forkæmpere for at tilsætte timian eller holde det langt væk fra retten.
Til gengæld er Æbleflæsk en simpel og virkelig dejlig vinterklassiker, ligesom så mange andre af de gamle kendinge.
Efter lidt research i Gøngelandet er vi nået frem til denne version af Æbleflæsk, som naturligvis bør laves på lokale æblesorter (fx Gadeskov- eller Lundbytorpæblet). Nyd den enkle opskrift og sammensætningen af det fede, syrlige og søde. De kunne altså noget i de gamle køkkener!
Opskrift på Æbleflæsk
2-3 skiver flæsk per person – røget eller letsaltet
Ca. et æble per person – skiveskåret
Et stort løg – skåret i ringe
Rigeligt frisk timian
Æbleeddike, sukker, salt og peber
Tilbehør:
Rugbrød, gerne friskbagt
Serveres eventuelt med aspargeskartofler

Sådan gør du
Flæsket steges mørt, gyldent og sprødt på panden i rigeligt smør ved høj varme, og imens skæres æbler og løg i skiver. Når flæsket er klart, tages det af panden og lægges på køkkenrulle til afdrypning. Æbler, løg og frisk timian steges i fedtet, indtil det har taget let farve. Sørg for, at der stadig er ”bid” i æblerne. Smag til med en sjat æbleeddike og salt og peber. Vær dog forsigtig med saltet, da flæsket afgiver saltsmag. Hvis æblerne er meget syrlige, så kan lidt sukker tilføjes, men i vores version var det slet ikke nødvendigt.
Tips: Æbleflæsk kan sagtens tilberedes i ovnen.
Servér Æbleflæsk på et stykke smurt rugbrød og eventuelt med kogte aspargeskartofler til. Pynt med en kvist timian og nyd, at den gamle ret indeholder så mange smagsoplevelser. □
Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Efterår/Vinter 2024-25