Magasinet GØNGELANDET – for hjerter, der banker for det nære
Velkommen til femte udgave af Magasinet GØNGELANDET – med historier, nyheder og information om området, der strækker sig mellem Avnø og Præstø fjorde med flydende grænser mod nord og syd.
Målet med Magasinet GØNGELANDET er at dele viden om, hvad der rør sig her og give inspiration til de mange, mere eller mindre skjulte, perler – hvad end det er mennesker, oplevelser eller virksomheder. Vi har som pejlemærke altid at have artikler med om landsby-, erhvervs-, forenings-, kultur-, natur- og uddannelseslivet her på egnen. Så uanset om du har boet hele dit liv i Gøngelandet, er tilflytter, gæst eller turist, så skulle der gerne være noget indhold, der rammer dig.
I dette femte nummer har vi for eksempel været ude og danse polka, turet rundt i labyrinter og været på kro, og så har vi kigget på fugle og på international kunst. Som altid er vi beærede og begejstrede over at få lov til at komme med helt ind i stuer og maskinrum hos nogle af de mennesker, der bor og arbejder her i Gøngelandet. TAK for jeres gæstfrihed.
Guide til Gøngelandet
Denne gang har vi udvidet magasinet med en ”Guide til Gøngelandets fritids- & foreningsliv”. Her findes et så komplet billede af det nuværende, lokale foreningsliv, som det har været muligt for os at samle. Selv om der helt sikkert er nogle, vi ikke har fået med, så synes vi alligevel, at det er imponerende, hvor mange tilbud der er i området. Ikke mindst når man tænker over alle de frivillige forenings-ildsjæle, der skal til at drive aktiviteterne.
Indstikket er lavet i tæt samarbejde mellem Køng-Lundby og Omegns Lokalforum og Magasinet GØNGELANDET med støtte fra Vordingborg Kommune.
Sådan finder du Magasinet GØNGELANDET
Find det trykte Magasinet GØNGELANDET på bibliotekerne i Lundby, Præstø og Vordingborg, hos de lokale købmænd og annoncører. Denne gang bliver magasinet uddelt i Køng, Kostræde Banker, Lundby og Bårse.
Du finder også alle artikler her på vores online platform www.gøngelandet.dk, hvor der også ligger andre spændende ting fra Gøngelandet. Fx vores Adventskonkurrence og Gøngelandets Oplevelsespas, som blev lavet i forbindelse med Gøngelandets Ambassade på Folkemøde Møn, for alle ”lande” har naturligvis eget pas – også Gøngelandet :-D.
Hvor tit udkommer Magasinet GØNGELANDET?
Magasinet GØNGELANDET udkommer to gange om året, og dette er Forårs/Sommer-udgaven 2025.
Forvent næste nummer til oktober 2025 (deadline for indhold 10. september).
Hvordan finansieres Magasinet GØNGELANDET?
Trykning er 100% annoncefinansieret, så støt op om vores annoncører så meget, du kan. Vil du støtte op om Magasinet GØNGELANDET med annoncer i kommende numre, så kontakt os.
Et kæmpe TAK til vores annoncører, der har hjulpet dette nummer på vej:
GladeHaver, JernPort.dk, Køng Auto, Køng Borgerforening, Ramsmosegård Gårdbutik, Rema1000 Køng, Sværdborg Festlokaler & Kursusfaciliteter, Ostenfeld Revision, Velværeformidling/Hanne Friborg, Møns Bank, Irvold IT og Kommunikation, Eurowind Energy, Lundby Banko, Danform, Malermester Dorthe Staahltoft & Søn, Køng Museum, Brugsen i Bårse, LW Motorik og Vordingborg Kommune.
Vi er glade for at have fundet et lokalt trykkeri, som kan klare opgaven med at trykke det glittede magasin, der selvfølgelig lever op til kravene for MILJØMÆRKET TRYKSAG.
Støt lokalt – støt Gøngelandet.
Ønsker du at få Magasinet GØNGELANDET tilsendt, så kan den trykte udgave bestilles her.