Naturgenopretning på Knudshoved Odde overgår forventningerne
”Naturen har takket for projektet ved at rykke ind for fuld kraft,” fortæller Nicolai Tillisch, godsejer og landmand på Rosenfeldt og en væsentlig samarbejdspartner i det EU-støttede Life Clima-Bombina naturprojekt på Knudshoved Odde.

”De mange fugle betyder, at insektlivet er særligt rigt herude. Vi er i det hele taget lykkedes med at skabe en naturperle med et meget varieret dyre- og blomsterliv, insekter, firben, frøer og padder. Alt trives her – undtagen landbruget,” siger landmanden og forsøger at overdøve larmen fra hundredvis gæs, mens han ivrigt taler om fuglelivet og det hastigt stigende antal lærker og de truede klyde- og hættemågepar.
”Mine første barndomsminder var fra fugleture herud på Knudshoved Odde med min farfar,” fortæller Nicolai Tillisch og beskriver det helt særegne landskab, der på det bredeste sted kun er 500 meter fra kyst til kyst, og som strækker sig 15 kilometer ud i havet.
Det rigtige for naturen
Ifølge Nicolai Tillisch valgte Rosenfeldt Gods at indgå i projektet på Knudshoved Odde, fordi det simpelthen var det rigtige at gøre for naturen.
Rosenfeldt Gods har fået en betragtelig engangskompensation for ikke at dyrke de omtrent 110 hektar jord (svarer til 220 fodboldbaner), som naturprojektet på Knudshoved Odde dækker.
”Opgaven er nu at finde økonomien til at passe naturen herude i fremtiden. Det kan gå hen og blive svært,” siger han, ”- selvom vi kan se ideen i projektet, og vi synes, det er et spændende og vigtigt arbejde.”
Beskyttelse af én frø
Naturprojektet startede i 2019 ved, at man slukkede for de pumper, der drænede området, og fire år senere blev det officielle projekt afsluttet.
Hvert år kommer 10-15.000 mennesker til Knudshoved Odde og Naturrummet, der er bygget af thujaer, som Nicolai Tillisch’ farfar såede i Knudsskov for mange årtier siden af frø, han havde hentet i Amerika.
Det enestående naturprojekt blev oprindeligt startet op for at beskytte én frø, men udviklede sig til at blive et kæmpe naturprojekt med utallige biotoper. Der er over 30 vandhuller til klokkefrøer og adskillelige andre fredede padder, blomstrende bakker med mere end 50 forskellige hjemmehørende plantearter doneret fra for eksempel Stejlebanke og Kulsbjerg, vådområder og genoprettede, stenbelagte istids-lignende landskaber.

Industrialisering af naturen
Nicolai Tillisch fortæller, at det kun er tre år siden, at der kørte gravemaskiner i søerne nedenfor Naturrummet. Det er svært at forestille sig, når man i dag kigger ud over et landskab fuldstændigt overtaget af naturen.
”Vi har i virkeligheden industrialiseret det at skabe natur,” siger Nicolai Tillisch.
”For eksempel har vi brugt landbrugets metoder til såning.”
Han fortæller, hvordan de eksperimenterede med håndsåning, der skabte halvmåne-formede vækstområder, og i stedet fandt på, at såning kunne foregå med en gødningsspreder, og dermed blev langt mere effektiv og jævn.
”Vi skal tænke os godt om og skabe gode samarbejder og metoder,” siger han, ”- så giver det hele bedre mening.”
Fremtiden for naturen
”Vi var nok de første, der tog risicien ved at indgå i sådan et naturprojekt,” siger Nicolai Tillisch.
”Nu kan vi glæde os over, at andre følger med,” runder han af med henvisning til de kommende naturprojekter på Høje Møn, som Klintholm Gods er i gang med og Saksfjed Vildmark ved Rødby. □


Tjek DMIs tidevandstabel (station Karrebæksminde) hjemmefra, da oddens smalleste punkt, Draget, er oversvømmet ved højvande.
| Faktaboks Mere info om Life Clima-Bombina naturprojektet på Knudshoved Odde, her. |
Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET nr. 5 – Forår/sommer 2025
