Magasinet Gøngelandet– for hjerter, der banker for det nære
Magasinet Gøngelandet har igennem tre år fulgt og dokumenteret livet på Sydsjælland.
Gøngelandet har uendelig meget at byde på, og fortællingerne herfra slipper aldrig op. I hvert nummer er der historier om tilflyttere, foreninger, virksomheder, uddannelser, naturområder og kulturoplevelser og om de mennesker, der får ting til at ske her.
Vi har valgt, at magasinet skal være i en lækker kvalitet med plads til store fotos, der virkelig afspejler Gøngelandet – hvad enten det er smukke overblik, nede-på-jorden-indtryk af hverdagen eller helt ned i detaljen på et stykke håndværk.
Dette efterårs/vinter-nummer byder blandt andet på et møde med madaktivisterne fra Muldiverset, et enestående historisk gobelinprojekt og et indblik i dagligdagen på Avnø hos den nok største, nulevende danske kunstmaler, Michael Kvium.
Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at der er nogle layoutmæssige fornyelser i denne udgave, som vi har valgt for at udvikle og forfriske stilen og øge læsbarheden.
Vi har fået et logo, som de fleste, der bor i Gøngelandet, vil genkende: Silhuetten af flyvende gæs er tæt forbundet med området her. En fortolkning er, at gæs flyver og lander i flok, og når de skræpper samlet op, så høres det langt væk. De tre gæs i logoet kan også symbolisere historien, vi står på, nutiden vi lever i, og fremtiden vi former. Vælg selv betydningen – vi håber, I kan lide det hele.
Tak til omdelerne: 471/2 løberne, Borgerforeningen i Lundby og Bårse Idrætsforening, der sørger for, at mange får Magasinet Gøngelandet direkte i postkassen. Magasinet kan også hentes på bibliotekerne i Lundby, Præstø og Vordingborg – eller hos de lokale købmænd og annoncører. Produktionen er 100% annoncefinansieret, og denne gang har vi kunne udvide oplaget for at imødekomme den store efterspørgsel. Tak til annoncørerne, der støtter op om Gøngelandet – lad os støtte op om dem!
Sådan finder du Magasinet Gøngelandet
Find det trykte Magasinet Gøngelandet på bibliotekerne i Lundby, Præstø og Vordingborg, hos de lokale købmænd og annoncører. Igen bliver magasinet uddelt i Køng, Kostræde Banker, Lundby og Bårse.
Du finder også alle artikler her på vores online platform www.gøngelandet.dk, hvor der også ligger andre spændende ting fra Gøngelandet. Fx vores Adventskonkurrence og Gøngelandets Oplevelsespas, som blev lavet i forbindelse med Gøngelandets Ambassade på Folkemøde Møn, for alle ”lande” har naturligvis eget pas – også Gøngelandet :-D.
Hvor tit udkommer Magasinet Gøngelandet?
Magasinet Gøngelandet udkommer to gange om året, og dette er Efterår/Vinter-udgaven 2025-26.
Forvent næste nummer til marts 2026 (deadline for indhold 10. marts).
Hvordan finansieres Magasinet Gøngelandet?
Trykning er 100% annoncefinansieret, så støt op om vores annoncører så meget, du kan. Vil du støtte op om Magasinet Gøngelandet med annoncer i kommende numre, så kontakt os.
Et kæmpe TAK til vores annoncører, der har hjulpet dette nummer på vej:
GladeHaver, JernPort.dk, Køng Auto, Køng Borgerforening, Ramsmosegård Gårdbutik, Rema1000 Køng, Sværdborg Festlokaler & Kursusfaciliteter, Ostenfeld Revision, Velværeformidling/Hanne Friborg, Møns Bank, Irvold IT og Kommunikation, Eurowind Energy, Lundby Banko, Danform, Malermester Dorthe Staahltoft & Søn, Køng Museum, Lollands Bank, Shell Køng Biogas, Borgerforeningen Lundby, 47½ løberne, Baarse Idrætsforening, ISG, Nordic Pack Emballager, KOJ Bogføring & regnskab, og Vordingborg Kommune.
Vi er glade for at have fundet et lokalt trykkeri, som kan klare opgaven med at trykke det glittede magasin, der selvfølgelig lever op til kravene for MILJØMÆRKET TRYKSAG.
Støt lokalt – støt Gøngelandet.
Ønsker du at få Magasinet Gøngelandet tilsendt, så kan den trykte udgave bestilles her.
