Læringsakademi i den gamle landsbyskole
Det ser ud, som om en meteor har ramt lige ned i skolegården på Hammer Frie Privatskole. Jordbunker, murbrokker og dybe huller med regnvand fylder op der, hvor skolens 122 elever ellers leger i frikvartererne.
Det er selvfølgelig ikke et himmellegeme, der har skabt ravagen. Det er begyndelsen på fundamentet til en udvidelse af skolen, der kommer til at give plads til nye læringsrum og en tagterrasse.

Livsglæde og viden som fundament
Da skoleleder Line Illum-Mundus for 11 år siden startede privatskolen op, anede hun ikke, om nogen ville købe ind i hendes tanker om et læringsakademi. Hun havde i øvrigt heller ikke en ejendom på plads før 14 dage inden opstart, hvor lejekontrakten for den gamle landsbyskole i Hammer blev underskrevet, men det stod ikke i vejen for at komme i gang.
”Jeg havde en vision om at skabe en skole, der arbejder med dannelse og et højt fagligt niveau ovenpå et fundament af livsglæde, viden og nysgerrighed. Der har vist sig en meget stor interesse for vores måde at gøre tingene på,” fortæller Line Illum-Mundus.
En arena for dem, der vil lære
”Vi har en lidt særlig kultur her, fordi vi står vagt om dannelsesbegrebet og den måde, vi opfører os på over for hinanden. Det kan være supersvært at italesætte, men handler i bund og grund om, at det ikke er en skole for alle. Man kan sige, at det er friskolens præmis at kunne definere, hvordan vi gør det. Eleverne her vil virkelig gerne lære noget. Det er dem, der sidder med hånden oppe, og de er alt muligt, der starter med ”vel-” – velopdragne, veludhvilede, velbegavede og velernærede hjemmefra. Men i den almindelige folkeskole kommer de ikke rigtigt på banen på grund af travlhed og opfattelsen af, at de nok skal klare sig,” siger skolelederen og fortsætter, ”- Tænk, hvad de børn kan opnå på en anden arena, hvor de bliver mødt med alt det, de har. Det er det, vi forsøger at skabe.”
En fyldt rygsæk
Faglighed og dannelse er begreber, der flyder frit på skolelederens kontor. Eleverne bliver ikke stoppet i pensum, og når læringsinteressen er til stede, så bliver skolen ved med at fylde på.
Line Illum-Mundus fortæller om tidligere elever, der har oplevet, at de i nogle fag først mødte nyt stof til påske i 3.g.
”Det er jo ikke meningen, at vi skal lave gymnasieundervisning,” indrømmer hun, ”- men når børnene kan og vil lære ud over grundskolens pensum, så holder vi dem ikke tilbage. Vi forsøger at klæde dem bedst muligt på, så de føler at det med læring i livet, det kan de godt finde ud af.”
Line Illum-Mundus mener, at jo mere der puttes i rygsækken, jo nemmere får eleverne det senere i uddannelsesforløbet, hvor de mødes af høje forventninger til arbejdsindsats og præstation.

Hjælp til blomstring
”Det handler ikke om, at vi sender 12-tals elever ud fra skolen. Det handler om, at alle når deres eget maks. Vi hjælper eleverne med at blomstre med det, de har, når de kommer, og det vi kan lægge oveni.”
Skolelederen fortæller begejstret om afgangsprøverne, hvor hun ofte har oplevelsen af at kunne læne sig tilbage og tænke, at der er en god fremtid for vores samfund.
”Det skal nok gå alt sammen, for hold da kæft nogle unge mennesker, der er ansvarlige både for sig selv, for deres næromgivelser og for, hvad der ellers foregår i samfundet. De tager stilling og reflekterer, de er superopmærksomme på, hvad der sker i andre mennesker, og hvordan de kan byde ind. Og så er de kærlige … jeg vil endda sige næstekærlige, i en fantastisk grad.”
Hun fortæller om ideskabelse og entreprenørskab blandt eleverne, der tit kommer med nye vinkler til lærerne, fordi, som hun siger: ”De har fået plads til deres overskud, som vi så kan løfte op. Det er virkelig fantastisk at arbejde med.”
Livsstilsbøndernes børn
Hammer Frie Privatskole ligger ikke i nærheden af trafikknudepunkter, der er ingen cykelsti på de snoede små landeveje, og skolebussen er tilpasset en folkeskole flere kilometer væk, så Line Illum-Mundus fortæller, at eleverne på skolen er børn af forældre, der har stærke værdier og prioriterer deres børns skolegang særligt højt.
”Det er forældre, der kan køre deres børn i skole. Det er ikke nødvendigvis de mest velstillede – men det er helt sikkert forældre, der har taget et valg omkring barnets skolegang.”
Hun fortæller, at der pudsigt nok er en del tilflyttere fra Frederiksberg. Måske fordi, at der derinde findes skoler med næsten samme udgangspunkt, som man har på Hammer Frie Privatskole.
”Jeg kalder dem livsstilsbønderne,” smiler hun og understreger, at det er kærligt ment, inden hun fortsætter, ”- Forældrene vil gerne ud og have jord under neglene og være en smule selvforsynende, og så finder de frem til, at det er muligt at finde bolig her samtidig med, at deres børn kan komme i en skole med høj faglighed.”
Desuden kommer mange elever fra lokalområdet og de nærliggende kommuner. Der er venteliste til alle nuværende og kommende årgange, undtagen skolestarts-årgang 2031, hvor der lige nu indskrives børn.
Progressiv pædagogik
Selvom Line Illum-Mundus ikke opererer med 5- og 10-års planer, så har hun nye, store ideer til skolens udvikling. Ud over den nye tilbygning, så har skolen netop købt et gammelt landsbyhus i Hammer lige over for skolen, hvor der skal være praksisfaglig undervisning i et autentisk miljø, som skal supplere den øvrige undervisning. Det er tanken, at landsbyhuset skal være et hjemligt miljø, hvor eleverne inspireres af konkrete og relevante opgaver i en anden kontekst end det kendte klasseværelse.
Praksisfaglig undervisning i et autentisk miljø er en undervisningstilgang, hvor der sker noget med krop, sansning og læring, som motiverer og fæstner viden og indsigt på en helt særlig måde.
”Det er sindssygt progressivt inden for pædagogisk tænkning,” fortæller Line Illum-Mundus, ”- hvor vi får fat i børnene på en helt anden måde, end når de sidder i et skolelokale. Der er teoretikere, der har talt om denne form for undervisning i en del år, men i praksis har jeg endnu ikke set det uden for specialområdet. På almenområdet er det endnu ikke udbredt, og jeg er vildt nysgerrig efter at bringe det i spil.”
Det betyder, at lærerkollegiet på Hammer Frie Privatskole i øjeblikket er i gang med et stykke pædagogisk udviklingsarbejde omkring læring i autentiske miljøer.

Skolelykke på Hammer
Det ligger skolelederen meget på sinde, at eleverne bliver sendt ud i livet med de bedste forudsætninger for at tænke selv, vælge egne pauser, gå systematisk til værks og tage ansvar for eget liv.
Line Illum-Mundus taler om betydningen af at lære at gøre noget med det liv, man har. Hun er overbevist om, at et fundament bliver skabt, når børn lærer og hjælper hinanden med at udvikle sig og vokse sig større. Og ikke mindst ved at være omgivet af lærere, der trives og som værner om børnene og lader dem vokse. Det er, hvad man kalder ”skolelykke” på Hammer Frie Privatskole. □
| Faktaboks Hammer Frie Privatskole Undervisningstilbud svarende til folkeskolens børnehaveklasse til og med 9. klasse med skolefritidsordning. Læs mere på hammerfrieprivatskole.dk |
Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET nr. 6 – efterår/vinter 2025-26
