En tidligere elev fortæller
”For mig var det trygt at være elev på Hammer, fordi det er en mindre skole med gode rammer og masser af opmærksomhed fra lærerne,” fortæller Iben, der var elev på Hammer Frie Privatskole fra 4. klasse til afgangseksamen, hvorefter hun tog på efterskole og siden i gymnasiet.
”Det virkede som om, at der var god tid og fokus på, at vi lærte noget. Måske blev der også stillet lidt flere krav, og der blev i hvert fald givet mange lektier og opgaver for. Men jeg synes alligevel altid, at lærerne motiverede os til selv at ønske at lære mere.”
Bedst at vælge selv
Iben fortæller, at det bedste var, når der var temauger på tværs af klasser og årgange. Det gav nemlig mulighed for, at man kunne komme på banen med egne ideer til, hvad der skulle arbejdes med.
”Det var fedt, for man havde rigtig gode muligheder for selv at påvirke indholdet af undervisningen i løbet af de tværfaglige temauger,” siger hun og husker et eksempel, hvor eleverne havde foreslået en fisketur og derfor cyklede til Svinø for at fange hornfisk.

Dimission 2022. Privatfoto.
Klar til nye fællesskaber
”Når lærerne talte, så var vi stille,” siger hun, men det var ikke bare lærernes opmærksomhed og fokus på læring, der har givet Iben opfattelsen af, at Hammer Frie Privatskole er et trygt sted at gå i skole.
Hun fortæller, at der er plads til alle i den lille skole, og at mobning, uro eller dårlig stemning ikke er en del af skoledagen.
”Vi gik i klasse med to årgange, så der var mindre og større elever i samme rum, og det har nok givet en form for imødekommenhed, at vi var blandet på tværs af alderstrin. Der skal være plads til alle. Det, tror jeg i hvert fald, har gavnet mig, da jeg startede i gymnasiet og skulle engagere mig i nye fællesskaber.” □
Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET nr. 6 – efterår/vinter 2025-26
