På Lundbygaard Gods produceres kvalitetsjuletræer til hele Europa
En varm sensommerformiddag, hvor håndværkere på en kran er i gang med at friske facaden op på det i forvejen velholdte Lundbygaard Gods, og hvor den sort/hvide slægtsfane vajer på toppen af den nyklassicistiske hovedbygning, byder hofjægermester, kammerherre og fhv. forsvarsminister Bernt Johan Collet ind til en fortælling om stedet.

Lundbygaards ejere er dokumenteret tilbage til midten af 1300-tallet, og gården blev faktisk overdraget til Gøngehøvdingen i 1661 som tak for indsatsen mod svenskerne. Dengang havde gården dog en anden placering. Men selv en krigshelt skal betale skat, og omkring 1670 måtte Gøngehøvdingen afstå gården igen på grund af skattegæld. Siden har Lundbygaard været ejet af kronen og borgerlige slægter, og for to hundrede år siden flyttede den første Collet ind.
Moderne juletræsproduktion
Her syv generationer senere ser man, at familien Collet har passet godt på Lundbygaard. Der drives landbrug og skovbrug, og siden 1953 er der blevet dyrket nordmannsgraner til juletræer.
”Vi har omkring 1100 hektar skov og mark, og min far fik simpelthen ideen med juletræer, fordi området er velegnet lige her tæt på havet, hvor der ikke er meget frost,” fortæller Bernt Johan Collet, og fortsætter, ”- og i dag er vi blandt de absolut største europæiske leverandører med en million juletræer til 17 lande hvert år.”
Juletræsforretningen beskæftiger i omegnen af 50 personer, og med årene er produktionen blevet forfinet og moderniseret med robotsystemer til planteeftersyn, droner til driftstjek og egen frøavl.
Frøbørnehave giver høj kvalitet
”Tidligere fik vi juletræsfrø fra Georgien, men vi har lavet vores egen frøbørnehave, så nu har vi bedre kontrol over kvaliteten af juletræerne – og den får vi meget ros for,” siger Bernt Johan Collet, der fortæller videre, at flere tyske producenter køber deres frø fra Lundbygaards frøplantage for at opnå bedste kvalitet, og at et af godsets 20 meter høje juletræer engang prydede Brandenburger Tor i Berlin.

Binder enorme mængder CO2
Men Bernt Johan Collet er også opmærksom på, at det ikke kun er kvalitet, der betyder noget i juletræsproduktion.
Bæredygtig produktion er vigtigere end nogensinde, og han forklarer, at juletræer typisk er 7-9 år om at vokse op til passende højde. Træerne binder CO2 i top, stamme og rødder, der svarer til den årlige udledning fra 112.600 biler. Det er ikke lige så meget som almindelig skov, men det er væsentligt mere, end der bliver bundet i marker.
”Så vores tilplantning af marker med juletræer betyder, at vi således skovliggør markjorden, fordi jorden ikke pløjes og harves – og samtidig bindes enorme mængder CO2 i træerne.”
Online salg hitter
Man kan næsten ikke lade være med at tænke praktisk, der midt i juletræsplantagen. Men det er altså ikke muligt bare at lægge vejen forbi Lundbygaard og hente sit eget, lokale træ.

Bernt Johan Collet forklarer, at mindstesalget af juletræer er fem lastbiler ad gangen, men at der er andre muligheder.
”Der er mange, der foretrækker letheden i at bestille deres juletræ online. Man kan gøre det nu, vælge størrelse og levering på en bestemt dato – og når træet kommer, så er der fod på, så man ikke skal stå og bøvle med det. Det er nok det nærmeste, man kommer på det perfekte juletræ.” □


Om Bernt Johan Collet – Har boet i USA og arbejdet med IT i slut 1960’erne. – Er civiløkonom, landmand, politiker, hofjægerme- ster, kammerherre, fhv. forsvarsminister og forstan- der på Herlufsholm. – Har en cyklus på 6-8 år med samme beskæftigelse, så skal der gerne ske noget nyt. – Har skabt tænketanken CEPOS – og betegner det som den sjoveste opgave. Mente der var stort be- hov for et kvantitativt grundlag for den politiske debat, som var ”amatøragtig”. – Er Kommandør af Dannebrogordenen (1988), har modtaget Dannebrogordenens Hæderstegn (1993) og Den Kgl. Norske Fortjenstorden. www.collet.dk |
Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Efterår/Vinter 2024-25