Æggesalg i historiens vingesus
”Hvert år sælger vi omkring 13.000 æg – og derudover ryger der en del værtindegaver og lidt luksusgenbrug til lave priser henover disken,” fortæller Mette Wordolf Jørgensen i gård-
butikken på Ramsmosegård.”
Gårdbutikken er bare én måde at udnytte pladsen på den gamle slægtsgård, hvor familien har haft flere ideer til at skabe aktivitet med for eksempel bondegårdsferie eller bed & breakfast. De har bygget en gildesal, og i øjeblikket arbejdes der på en separat ungdomslejlighed i en gammel længe.
”Der hører 67 hektar jord til gården, men vi dyrker det ikke selv,” fortæller Mette Wordolf Jørgensen, der er udearbejdende på fuld tid.

Ramsmosegård før Ryberg
Ramsmosegård indgik i fortællingen om landsbyen, der i slutningen af 1700-tallet voksede op ved Køng Fabrik og Niels Rybergs store projekt med linnedproduktion. Gårdene i området var altså ikke kun landbrug, men også en del af det økonomiske system omkring hørdyrkning til tekstilproduktionen, som gjorde Køng kendt i hele Danmark.
Frikøbt fæstegård
Ramsmosegård blev lige omkring år 1798 – i forbindelse med landbo-
reformerne og stavnsbåndets ophævelse – frikøbt fra Øbjerggård. På det tidspunkt gik slægten fra at være fæstere i enevældens tid, hvor gårdene typisk var fæstegårde under de større godser, til at være selvejere.
Mette Wordolf Jørgensens forfædre har altså boet på Ramsmosegård i årevis, før Niels Ryberg kom til området, og i generationer efter.

Forfædrene holder øje
Det ligger Mette Wordolf Jørgensen meget på sinde, at hun som syvende generation på Ramsmosegård ikke bliver den, der bryder slægtskæden.
”Familien har jo boet her på gården i mange år, og vi har lyst til at blive her,” siger hun.
”Mine forfædre ligger lige oppe på kirkegården og holder øje med os, så vi må være kreative og udnytte mulighederne på den her gamle slægtsgård.” □
Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET nr. 7 – forår/sommer 2026
