Lav flyvehøjde over Svinø

Flyvenørd installerer simulator i laden

”Velkommen på denne flyvning i KingAir 350, en to-motors propelmaskine, der i dag tager turen ind over Gøngelandet. Vi har Dybsø på højre hånd og lige fremme strækker Knudshoved Odde sig.”

Michael Reiler er flynørd og har flycertifikat, som skal vedligeholdes. Det er dyrt og tidskrævende, så drømmen har i mange år været at få adgang til en rigtig flysimulator. Da han og hans kone Jeanette Bendtsen for nogle år siden købte en gammel gård på Svinø, gik de i gang med en større renovering, der blandt andet indebar istandsættelse af den gamle lade. Her står nu en veteranbil, og der er mulighed for et spil bordtennis. Der er plads til et spil indendørs basketball, og parret åbner hver sensommer op for mosteri af æbler. Men laden er stor, og Michael Reilers flyvedrømme fik mulighed for at blive realiserede, da han så en rigtig flysimulator blive sat til salg.

Snuden på simulatoren og lærredet med startbanen i lufthavnen.

Træning af piloter
”Det er en god simulator, der for ikke så længe siden er blevet brugt til at uddanne og træne for eksempel Norwegian piloter,” fortæller han, ”- men den er 25 år gammel, så den var blevet lidt dyr at vedligeholde for ejeren. Den stod og fyldte op i en hangar i Roskilde Lufthavn, så det lykkedes mig at få den til en god pris.”

Flysimulatoren fylder sandelig også godt op i Michael Reilers lade. Det er en kæmpestor konstruktion, og når man træder ind, er det fuldstændigt som at befinde sig i cockpittet på et fly.

Kurs mod Gøngelandet
Michael Reiler sætter sig i pilotsædet og starter flyet. Han taxier ud ad landingsbanen på det der, på det store lærred man ser ud af vinduerne, er en tro kopi af Copenhagen Airport. Flyet letter – eller sådan føles det – og sætter kursen sydover mod Gøngelandet.

Undervejs ses pejlemærker som for eksempel Avedøre Holme, golfbaner og kirker, og Michael Reiler flyver ind over Karrebæksminde og Enø over mod Svinø. Her sætter han flaps, så fart og flyvehøjde aftager, og der på den måde bliver god mulighed for at opleve området fra lav højde. Detaljeniveauet er godt nok til at kunne se huse, kirker og veje i Gøngelandet.

Efter at have taget turen mod Vordingborg og broerne, vender han næsen på propelflyet nordover igen og tager en tur meget lavt ind over hovedstaden, hvor man kan se en del flere detaljer på bygninger og tårne. Med en flysimulator kan man få oplevelsen af at flyve næsten nede i taghøjde og lige over søerne i København.

Til slut svinger han ud over Øresund og lander på bane 22 – som mange flypassagerer vil kende som den mest brugte landingsbane i lufthavnen.

Business class i laden – giver plads til hygge og snak, mens andre prøver simulatoren.

Flere passagerer med
Michael Reiler klemmer sig ud af cockpittet og hen til instruktørpulten, hvor flysimulatoren kører på en computer. Han har udviklet software i mange år, så han er på hjemmebane med programmet og teknikken.
”Jeg er næsten blevet storkunde hos Amazon,” griner han, ”- for de har godt nok mange små dimser og dingenoter, der skal bruges til denne her installation.”

Han viser, hvor han har planer om at lave et flyvindue, så flere passagerer kan få mulighed for at være med på flyvningen. Business class finder man lige uden for simulatoren, hvor Michael Reiler har stillet seks helt ægte flysæder af den brede slags, med indbyggede lamper, musik og tilkaldeanlæg.

”Her er det planen, at man kan sidde og hygge lidt, mens der er nogle inde og prøve simulatoren.”

Pilot Michael Reiler på vej i lav højde ind over Svinø.

Billet til en flyvning
Det er nemlig planen, at Michael Reiler vil åbne op for både flynørder og nysgerrige uden piloterfaring, der har lyst til at bruge en time eller to på en oplevelse i de højere luftlag – uden at skulle igennem security og paskontrol, og helt uden propper i ørene. □

Faktaboks

Se priser m.v. for at prøve en tur i flysimulatoren her:

www.nordstrandsgaard.dk

Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET nr. 7 – forår/sommer 2026