Stærkt samarbejde om elevernes trivsel og læring
på Svend Gønge-skolen.
Hvis det betyder noget at have sine børn i en skole, der er præget af nærhed og fællesskab, og hvor man hjælper hinanden, så er der ikke noget bedre valg i miles omkreds. I hvert fald ikke hvis man spørger formand for skolebestyrelsen på Svend Gønge-skolen i Lundby, Regitze Spenner Ishøy, der som eksempel nævner den årlige Familie- & Kulturfestival, der finder sted på skolens område og inddrager de nærliggende foreninger og i høj grad også erhvervslivet til en festlig dag med masser af aktivitet.
”Der er ingen tvivl om, at børnenes trivsel bliver påvirket positivt af, at vi alle kender hinanden godt, og at skoleledelsen, lærere og forældre kan arbejde sammen om at finde løsninger, der passer til den enkelte klasse.”
Skolebestyrelsesformanden fremhæver også, at tilknytningen til lokalområdet bliver brugt i undervisningen med blandt andet læring og overnatningsture på Naturcenter Avnø, jævnlige besøg hos den lokale øko-landmand og case-arbejde med blandt andet en højteknologisk virksomhed fra nabolaget.
”Vi er utrolig stolte af vores skole, hvor trivsel, faglighed og børnesyn er solidt, og hvor der er plads til forskelligheder, alt efter om man er til teknologi, matematik, teater, musik, idræt eller noget helt andet,” fortæller Regitze Spenner Ishøy.
Udover de gode forældre/lærer- og erhvervsliv/skole-samarbejder, bliver der lyttet til børnene på Svend Gønge-skolen, og man forsøger i høj grad at imødekomme deres ideer og ønsker for den bedste skole.
Faktaboks Svend Gønge-skolen har i øjeblikket ca. 400 elever fordelt på klassetrin fra 0 – 9.-klasse. Svend Gønge-skolen Sværdborgvej 7-9, 4750 Lundby Tlf. 55 36 38 38 Læs mere her: svend-goenge-skolen.vordingborg.dk |
Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Forår/Sommer 2023