De blå løbere fra Lundby

Løbeklubben 47½ har skabt stærkt, socialt fællesskab i bevægelse.

Man ser dem overalt: De blå løbejakker med 47½ Løbernes logo på ryggen kan spottes på landevejene ved Lundby, på de små veje i Hammer Bakker, på stierne i Køng Mose og ud til Svinø.

Løbeklubben 47½ er en meget aktiv og synlig forening, der bestemt ikke kun har marathon-løbere som medlemmer. Der er gå-hold – ”gængerne”, begynderløbere og mere rutinerede løbere. Og så er der et fællesskab, der både er vigtigt for dem, der skal i gang med at bevæge sig og for dem, der gerne vil udfordres til at løbe længere.

Der er fuld fart på løberne en lørdag morgen i Køng.
Løbeklubben er ikke kun for løbere. Her er gå-holdet ”Gængerne” på tur.

Britt Madsen, formand for Løbeklubben 47½, fortæller: ”I løbeklubben handler det meget om at motivere og holde hinanden op på vores løbeaftaler, så man holder ved, når man først er kommet i gang. Vi kalder det ”socialt løb”, altså at være sammen med andre mens vi bevæger os.”

Udover gå- og løbeture så ses de blå løbere sommetider i et hundestræk på en græsplæne, hvor der laves yoga for løbeben, eller i fuld gang med udendørs cirkeltræning og fitness for at styrke løbekroppene.
”Men det handler ikke kun om at kridte skoene og løbe derudaf,” siger Britt Madsen. ”Vi deler også naturoplevelser, og stopper måske op fordi en solnedgang er særlig smuk, eller fordi vi møder dyr eller flotte udsigter på vejen. Og så er vi altså også lidt til den hyggelige side og arrangerer gerne en kaffekurv med kage eller en fejring af et medlem.”

Foreningslivet – Løbeklubben 47½

Britt Madsen, formand fortæller, at hun oprindeligt startede løb for at finde en sport, der kunne dyrkes når som helst og som kunne hjælpe til vægttab. Efter et år som løber – og et større vægttab – havde Britt trænet op til sin første 10 kilometer og var klar til at nørde mere løb. Først som hjælpetræner, senere som løbetræner og nu endda som formand for Løbeklubben 47½.

De blå løbere fra 47½ deltager i forskellige løb henover året, fx TV2 ØST-løbet, Royal Run, Gåsetårns-løbet, og hvad der ellers er plads til i løbekalenderen.

Læs mere på www.ifsvendgoenge.dk/loeb

Løbeklubbens formand, Britt Madsen.
Løb for alle, uanset skridtlængde.

Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Forår/Sommer 2023