Gamle håndværk – der lever

Køng Husflidsforening fejrer 150-års jubilæum

Køng Husflidsforening har netop fejret 150-års jubilæum. Det vil sige, at man siden 1873 har lavet værktøj, manglebrædder, hørskætter, vinduer og døre, og ikke mindst snittet legetøj i husflidsforeningen, der ligger i en smuk og velholdt gammel bygning på kanten af Køng Mose.

Unge og ældre – begyndere og erfarne
En torsdag eftermiddag i september besøger vi Køng Husflidsforening og rammer ind i kaffepausen, som er en fast bestanddel af det nutidige medlemskab. Ganske overraskende møder vi ikke kun gamle snedkere i husflidsforeningen. De ældre deltagere på torsdagsholdet er fx tidligere landmænd eller jord-betonarbejdere – og så møder vi formanden Simone Rasmussen, der falder uden for vores forventninger til, hvem der typisk er medlem af en husflidsforening.

Simone Rasmussen har været formand for husflidsforeningen i fire år, og fortæller begejstret om hvordan husflid passer ind i den moderne verden.
”Glæden ved at lave noget med hænderne er uvurderlig,” fortæller Simone Rasmussen.
”Og så er der mange, der også sætter pris på den sociale del her, hvor kaffepausen og fællesskabet er vigtig. Nogle af vores medlemmer joker med, at man betaler 1400 kroner om året i kontingent for at lave en fugl og en klods, men i virkeligheden så handler det om, at vi både viderebringer fine håndværkstraditioner og på samme tid skaber nogle rammer, hvor mennesker føler sig godt tilpas blandt andre, der også går og nusser med deres hobby. Ind i mellem står der ti mand omkring en stol, der skal limes, fordi alle gerne vil give deres besyv med.”

Simone Rasmussen, formand for Køng Husflidsforening.

Fornyelse fænger
Der er kommet modernisering til Køng Husflidsforening med Simone Rasmussen. Op ad væggen står der en laserbrænder, som hun og resten af bestyrelsen har anskaffet.
”I begyndelsen var der ikke så mange, der købte ind i de muligheder, ny teknologi kan bidrage med til husflid,” fortæller hun.
”Men snart kom der nogle hen og kiggede over skulderen, og da de så, hvor smukt der kunne indgraveres i den drejede træskål eller pen, så blev der interesse for de nye metoder.”
150 skohorn
Hvor husflidsfolk i gamle dage arbejdede meget med køkkenredskaber, værktøj og reparationer, så handler det i dag mere om at dreje smukke træskåle eller måske de skohorn, som Amdi Hansen efterhånden har lavet 150 forskellige af.
”Jeg finder træet i haven og andre steder,” fortæller han.
”Det kan være duetræ, æbletræ, hyld eller noget andet, og så danner skohornet sig næsten efter det stykke træ, jeg arbejder med.”

Amdi Hansen cykler som regel fra Præstø til Køng Husflidsforening og tager gerne den lange vej for, som han siger, ”der sker jo så meget her.”

Ny teknologi i form af en laserbrænder.
Amdi Hansen viser et udvalg af skohorn.

Fra kævle til kunst
Og der sker ganske rigtigt meget i Køng Husflidsforening. Mellem høvlebænke og flyvende træspåner møder vi også Per Moeskjær, der er i gang ved den snurrende drejemaskine med at forvandle en trækævle til en kunstfugl.
Han fortæller: ”Man starter med et stykke træ og ved ikke rigtigt, hvad det byder på. Det er spændende at se årernes mønstre i træet, selv om man ind i mellem må acceptere, at der er en knast et sted, hvor man ikke lige synes, den skal være. Men sådan er det med naturmaterialer,” fortæller han og viser, hvordan han i dag har været heldig med træstykket, der har årer, der næsten ligner fuglefjer og -vinger.

Lær husflid fra bunden
”Jeg tror, at vi er mange, der holder ved husflid, så længe vi også fornyer os,” siger Simone Rasmussen.
”Det, at arbejde med hænderne og producere et stykke håndværk, hvad enten det er kunst eller et redskab, er stort for de fleste. Og her i Køng Husflidsforening kan man lære det hele fra bunden. Man behøver ikke at kunne bruge en skruemaskine på forhånd. Vi har både udstyr, værktøj og nogle, der er meget dygtige til at lære fra sig, så alle aldersgrupper kan få gavn og fornøjelse af husflid.” □

”Man starter med et stykke træ og ved ikke rigtigt, hvad det byder på. Det er spændende at se årernes mønstre i træet, selv om man ind i mellem må acceptere, at der er en knast et sted, hvor man ikke lige synes, den skal være. Men sådan er det med naturmaterialer,” fortæller Per Moeskjær.

Et par timers arbejde ved drejebænken forvandler et stykke træ til en kunstfugl.
Faktaboks

Formål: At fremme og udvikle dansk husflid og identitet gennem folkeoplysende virksomhed, samt bevare og videregive husflidens kulturelle værdier.

Sløjdhold, møbelpolsterkursus, pilefletkursus, fotoklub, trædrejekurser, børnehold og meget mere.

Køng Husflidsforening 150 år: I 1873 blev Dansk Husflidsselskab oprettet, og den oprettelse var Køng Husflid en del af. Derfor fyldte husfliden mindst 150 år i 2023.

www.koenghusflid.dk

Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Efterår/Vinter 2023-24