Lav din egen bæredygtige supergødning til haven

Tips til hus & have

Af Christina Laulund, GladeHaver

Alting koster – og koster mere og mere. Desuden koster kunstgødning en del på klima-kontoen. Her vil jeg vise, hvordan du laver din egen bæredygtige kvælstofgødning til langt de fleste planter i haven. Men først en lille ”quiz”…


Fra ukrudt til supergødning
Kvælstof (og mange andre ting) skal der til, for at planterne kommer godt i vækst. Kvælstof er der masser af i den luft, vi indånder (ca. 80%), men det kan de fleste planter ikke rigtig bruge til noget.

Brændenælden derimod indeholder masser af kvælstof. Men som de fleste andre makro-stoffer skal de være på en kemisk form, hvor planten kan optage og omsætte dem for at vokse.

Denne proces kaldes mineralisering, og den foregår overalt i jorden hele tiden. Kort fortalt går det ud på, at organisk materiale først nedbrydes af bakterier, dernæst af svampe. Det, bakterierne udskiller i denne proces, er netop det mineraliserede stof, som planterne umiddelbart kan optage og bruge til at vokse af. Her foregår mineraliseringen ved hjælp af gæring.
Sådan gør du
Når man plukker brændenælder, er det meget vigtigt at have lange ærmer på og gode handsker, så man ikke får brændt ”snitterne”.

  • Klip brændenælderne af et stykke over jorden, så kommer de hurtigt op igen.
  • Fyld en spand med brændenælder og fyld op med vand. Hvis de står udendørs, så dæk dem til af to årsager:

1) Hvis det regner, bliver gødningen fortyndet og løber måske over.

2) Når gæringen går i gang, lugter det (mildt sagt) ikke så godt.

  • Rør i det en gang om dagen.
  • Efter 10-12 dage er gæringen til ende og efter en tur igennem sien, har du dit færdige kvælstofgødningsprodukt klar til brug. Gødningen skal fortyndes 1:10 med rent vand, så du ikke svider rødderne af.
    Gødningen bruges til planter, der er i vækst, altså ikke små spirer.

Når du bruger denne slags gødning, bidrager du også til at berige jordens liv. En teskefuld almindelig jord indeholder ufattelige mængder af levende organismer: bakterier, svampe og bittesmå insekter, der passer hver deres dont i jordens liv.

Supergødning laves af friske brændenælder.
Brændenældegødning – eller ”lugtevand”.

Hvor bruges supergødningen?
Jeg vil derfor anbefale at bruge helt almindelig havejord til afgrøder både i køkkenbede, blomsterbede og i drivhuset. Hvis du bruger såkaldt pottemuld, består det som regel af spagnum spædet op med forskellige kunstgødninger. Her vil denne kvælstofgødning baseret på brændenælder muligvis ikke være nok. Planter skal bruge både kvælstof, fosfor og kalium til at vokse og blomstre, så de kan bære frugt. Derudover findes der en del flere mikrostoffer, som også er nødvendige i mindre mængder. Desuden sporstofferne som er dem, der er nødvendige, men kun i ganske små mængder, for at plantens liv bliver godt og fyldestgørende: spiring, blomstring, frøsætning.

I sund havejord findes alle disse ting naturligt og nogenlunde velafbalanceret.
Nogle af de mest forslugne afgrøder, der kan udpine jorden, er for eksempel squash, græskar, tomat og kartoffel. Her giver det god mening at tilføre brændenældegødning eller, som jeg kalder det, lugtevand. På længere sigt anbefaler jeg altid mere ”bøvlede” metoder som kompostering og eventuelt bidrag af dyregødning.

Bemærk: Brug ikke denne gødning på ærter, bønner og andre bælgfrugter, da de i et helt specielt, men nyttigt, samarbejde med bakterier i jorden, SELV udvinder kvælstof af luften, som de kan bruge til vækst. Disse planter har ikke behov for dette gødningstilskud.

Rigtig god fornøjelse i haven. □

Faktaboks

Tips til hus og have leveres af lokale eksperter.

Her af Christina Laulund fra GladeHaver, som du finder på Facebook, Instagram og i Snertinge, hvor du er velkommen (ring først på tlf. 60 70 52 99).

Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Forår/Sommer 2023