Biogasanlæg omdanner rågylle og roepulp
Bilisterne, der passerer biogasanlægget i Køng, tænker sjældent over, at her ligger en stor, døgnovervåget arbejdsplads med administrationsbygning, reaktorer og en jævn strøm af lastbiler med fyldte tanke, når de kører ind, og som regel også fyldte tanke når de kører ud igen.
Faktisk er anlægget langt mere diskret set fra landevejen, end når man står inde ved de store bygninger, hvor der tages imod rågylle, roepulp, mask og andre former for affald i lukkede og forbavsende rene rum. De enorme udendørs planlagre er dækket grundigt af for at forhindre lugt, og lastbilerne er glinsende rene.
Ledelse på strømpesokker
Søren Bach har siden oktober 2023 været Plant Manager på Nature Energy Køng, som anlægget hedder, og han tager imod gæster i hovedbygningen på strømpesokker for, som han siger: ”- Vi er meget optagede af at holde det hele rent og pænt her.”
Søren Bach er uddannet maskinmester og trives med at holde styr på drift, teknik og ledelse af de 13 medarbejdere, der kører lastbiler, arbejder på laboratoriet med at tage prøver, eller vedligeholder de tekniske installationer.
”Der er mange processer, der skal fungere her,” fortæller han.
”Derfor er det vigtigt for os at have et godt hold, hvor alle føler, de passer ind.”
Lokale medarbejdere er gode ambassadører
Søren Bach er fra Bogø, og han er efter en afstikker til hovedstaden returneret og bor i dag mellem Præstø og Ugledige.
”Faktisk bor alle vores ansatte højst 30 minutter væk herfra,” fortæller han. ”Dels fordi vi gerne vil bruge lokal arbejdskraft, og dels fordi nogle af os ind i mellem har rådighedsvagt og skal kunne møde op med kort varsel.”
Søren Bach fortæller, at chaufførerne har en vigtig rolle som ambassadører for Nature Energy Køng: ”Lastbilerne er tydeligt skiltet, så hvis vi kørte med beskidte vogne, eller hvis vi trykkede rabatter ved at trække ud i vejkanten, så ville det kunne ødelægge en del for os i lokalområdet.”
Der bliver lagt vægt på lastbilchaufførernes gode lokalkendskab, hvilket selvfølgelig er en fordel, når der køres rundt med 57 tons tunge lastbiler i området. Og faktisk er en af chaufførerne tilknyttet anlægget i Køng den første kvinde, der kører lastbil for Nature Energy.
Den uønskede nabo inviterer gerne ind
På Nature Energy Køng ved man godt, at anlægget til at begynde med var en uønsket, ny nabo hos mange, der var bekymrede for lugt- og støjgener. Men Søren Bach fortæller, at der har været meget få klager, som dog hver i sær bliver taget yderst alvorligt.
”Hvis der kommer henvendelser, inviterer jeg folk ind på anlægget for at vise, hvordan vi arbejder med at indskærme lugt og støj, og der bliver altid lavet en rapportering og en opfølgning. Og så er det vigtigt at minde om, at vi jo faktisk fjerner en del lugtgener fra området, fordi det afgassede materiale, der bliver sendt tilbage til landmændene, ikke lugter synderligt i forhold til rågyllen, der ellers spredes på markerne.”
Der er netop plantet yderligere 450 småtræer på støjvoldene rundt om Nature Energy Køng, men det er mest beplantning for syns skyld, for i virkeligheden larmer anlægget ikke særlig meget, fortæller Søren Bach.
Han forklarer også, at når ressourcer eller kompetencer ikke kan findes blandt medarbejderne, så bruger man lokale håndværkere – elektrikere og smede – så der er stort fokus hele vejen rundt på at være en god nabo.
En gylden fremtid for biogasanlægget
Nature Energy Køng arbejder stadig på at levere den mængde biogas, der var lagt op til i begyndelsen, men man har været udfordret af skummende roe-pulp, der ikke giver lige så meget biogas, så der er et stykke vej endnu.
Der bliver arbejdet på at skabe et beplantet areal med buffertank, der skal bruges som en slags ”pilerensningsanlæg” af det brugte vand fra anlægget, som skal ledes tilbage til naturen. Og så kigges der meget ind i smarte måder at bruge CO2 på.
”Så der er kæmpe potentialer for vores anlæg i fremtiden også,” runder Søren Bach af. □
Faktaboks Biogasanlægget i Køng afgasser årligt ca. 350.000 tons biomasse og producerer ca. 20.000.000 m3 biogas, der sendes ud til Naturgasnettet. www.nature-energy.com |
Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Forår/Sommer 2024