Økosamfund spirer på Avnø

En sundere, gladere og mere bæredygtig verden

Barnegråd og grønne planter har fundet vej ind på den gamle politiskole på Avnø. I receptionsområdet tager ukrainske Olha Simon venligt i mod gæster til det spirende økosamfund Avnø Oasis. Hun tilbyder at tale dansk, som hun er i gang med at lære, men foretrækker dog engelsk, som hun boltrer sig hjemmevant i, og som også er fællessproget for de mange nationaliteter i aldre fra 2-77 år, der i øjeblikket befinder sig på højskolen. Hun inviterer til fødselsdagsfejring efter interviewet, ”… fordi vi har tilberedt en virkelig lækker dessert, som er værd at smage.”

Det fælles hjem i naturen
Olha Simon forklarer, at Avnø Oasis tilbyder bofællesskab, hvor de nuværende 15-20 beboere har egne værelser i hovedbygningen og spiser måltiderne sammen med gæster og elever. Der er morgensamlinger med højskolesang og arbejdsopgaver i køkkenet, haven og bygningerne, og en gang om ugen mødes beboerne til ”Sharing circles”, hvor glæder og sorger deles i et fortroligt rum.
”Så vi kender hinanden godt, lytter til hinanden og kan støtte og hjælpe,” siger Olha Simon.

Olha Simon er en aktiv del af Avnø Oasis.

Permakultur på højskoleophold
Olha Simon fortæller om sig selv: ”Jeg har en stor passion for bæredygtighed, og jeg kom hertil for ny inspiration indenfor økosamfunds-konceptet, som jeg kendte fra Ukraine.”

Hun er certificeret underviser, så hun tager aktiv del i gennemførelsen af de højskoleophold og kurser, der udbydes på stedet. På højskolen kan læres færdigheder til at skabe et sundere, gladere og grønnere liv, og i det hele taget er permakultur et begreb, der fylder meget på stedet, der arbejder efter principper om giftfri og bæredygtig dyrkning i samarbejde med naturen, og ikke mindst omsorg for jorden, for mennesker og fair fordeling af ressourcer.

Kristiane Ravn Frost, der er en af grundlæggerne af Avnø Oasis stikker hovedet ud og hilser smilende på, inden hun haster tilbage til undervisningen af det hold højskoleelever, der er i gang med selvindsigts-kurset: Vejen hjem er vejen frem. Et tre-måneders kursus om sundhed, livsglæde og grøn livsstil er netop afsluttet, og eleverne er rejst hjem.

Her undervises i permakultur.
Madlavning i højskolens fælleskøkken.

Grønne start-ups skal skabe indtægter
”Udover højskole-delen har vi også en ambition om grønt iværksætteri,” fortsætter Olha Simon.
”Små, grønne virksomheder kan skabe indtægter for os og give mulighed for at sælge egenproducerede grøntsager eller tilbyde reparationsydelser af fx cykler eller elektronik.”

Åbne døre til omverden
Folkene bag Avnø Oasis har fra starten haft en drøm om at opstarte en Permafé (perma + café), hvor de mange tusinde, der årligt kører forbi for at komme ud til Naturcenter Avnø, kan stoppe ind til forfriskninger og snacks og måske lære lidt om permakultur.
”Planen ligger klar, men vi skal selvfølgelig først have alle de nødvendige tilladelser til cafédrift,” fortæller Olha Simon.

Håbet er også, at Permaféen vil være et signal om de åbne døre til lokalsamfundet, der er på Avnø Oasis. Olha Simon forklarer, at der egentlig er masser af aktivitet på stedet, som naboer og forbipasserende er velkomne til at deltage i, men der arbejdes stadig på at få udbredt kendskabet. Onsdagsfrokoster er en mulighed for at besøge økosamfundet og spise et billigt måltid mad over en snak om bæredygtighed eller de projekter, der er gang i. Og der er masser af andre ideer om åbne sang- eller filmaftener med tankevækkende dokumentarer, der kan sætte gang i spændende debatter.

”Vi forsøger at være ChangeMakers,” siger Olha Simon og slutter, ”- for os handler det om at gøre, hvad vi kan, for at verden bliver lidt sundere, gladere, mere forbundet og bæredygtig.” □unsthåndværkudstillinger af dygtige kunstnere indenfor papirkunst, keramik og gamle teknikker fra bronzealderen. □

Faktaboks

Danske økosamfund
Sociokrati: Alle stemmer høres i dynamisk selvstyre.
Mad: Prioriteres højt og laves efter makrobiotiske principper.
Økonomi: ”Dine penge er dine”.

– 30-50% lavere CO2-aftryk end gn.snits dansker.
– Danske øko-samfund har et gn.snitligt CO2-aftryk på 8,4 tons ifht. den mest forbrugende fjerdedel af danskerne, der afgiver 22,6 tons.
– Er i øvrigt lige så glade som den rigeste befolkningsgruppe (med størst CO2-aftryk).

Kilde: COMPASS

www.avno.org

Artiklen er fra Magasinet GØNGELANDET Forår/Sommer 2024